HjemLEVEVISBæredygtighedLokale økologiske grøntsager i posen – mød Københavns Fødevarefællesskab

Lokale økologiske grøntsager i posen – mød Københavns Fødevarefællesskab

Vil du have adgang til friske, lokale økologiske grøntsager hver uge – og samtidig være en del af et fællesskab? Mød menneskene bag Københavns Fødevarefællesskab.

I et fællesskøkken i Kødbyen på Vesterbro i København bugner det hver onsdag af årstidernes grøntsager. Denne onsdag er der kasser fyldt med røde og gule beder, spinat, sølvbeder, ærter og bakker med solmodne jordbær. De økologiske grøntsager stammer fra lokale gårde uden for København og bliver hver uge transporteret til Valby, hvor de fordeles og transporteres ud til 9 lokale uddelingssteder i København.

Jeg har aftalt at mødes med Dorthe, som er en af de frivillige, der er med til at drive Vesterbroafdelingens uddelingssted. Jeg er nysgerrig efter at vide, hvad der driver folk som Dorthe til at deltage i et fødevarefællesskab og træde ud af rollen som almindelig forbruger.

Direkte fra gård til pose – uden mellempersoner

Det særlige ved fødevarefællesskabet er, at det ikke er en grossist og et supermarked, der udvælger varer, leverer og sælger dem, men i stedet fødevarefællesskabets egne medlemmer. De handler direkte med lokale producenter og springer på den måde flere led over. Til gengæld står de selv for hele processen fra gård til bord.

Foreningen, der er inspireret af et lignende tiltag i New York, bygger på en klassisk kooperativ tankegang, hvor man både er medlem, kunde og medejer.

Men hvorfor ikke bare købe lokale økologiske grøntsager i det nærmeste supermarked? Hvorfor et fødevarefællesskab, spørger jeg.

“For det første er smagen bare ekstremt god,” fortæller Dorthe. “Selv de gode grøntsager, som jeg tidligere har haft fokus på at købe gennem grøntsagskasser eller i mit lokale supermarked, som har et fint udvalg af økologiske grøntsager, smager slet ikke så kraftfulde som de her. Vi er i en helt anden kategori.”

SE OGSÅ  Tomater: Naturens Røde Guld til Dit Køkken

Jeg smiler, for madglæden lyser ud af Dorthe. Hun elsker sine grøntsager og er blevet så begejstret for sin ugentlige grøntsagspose, at hun nu lever efter et dogme, hvor hun KUN spiser de grøntsager, som hun modtager fra fødevarefællesskabet, og udelukkende supplerer med nødder og citroner.

Det dogme lyder måske ikke umiddelbart så svært at efterleve, men fødevarefællesskabet køber kun lokale grøntsager, og det betyder i sagens natur, at eksotiske eller ikke årstidsbestemte grøntsager – som salat til jul eller jordbær i marts – ikke er en mulighed. Til gengæld er det en stor tilfredsstillelse for Dorthe, at varerne er lokale, helt friske, følger årets gang og desuden ikke er CO₂-belastet af en længere transport fra Sydeuropa eller andre verdensdele.

Klimahandling i fællesskab

Dorthe fortæller, at mange medlemmer ligesom hende ikke kun er optaget af de gode råvarer, men også af at bidrage til et mindre klimaaftryk, af økologi, af lokal fødevaredistribution, af at undgå madspild – og så synes mange også, at det er vigtigt at kunne handle på klimakrisen i et fællesskab.

Dorthes egen rejse ind i fødevarefællesskabet begyndte for knap to år siden, da hun og hendes kæreste deltog i initiativet The Week, hvor man over nogle uger arbejder sig hen imod at tage action på klimakrisen gennem fællesskabsdrevet klimahandling. Dorthes action blev at melde sig ind i fødevarefællesskabet.

Fællesskabet som bærende princip

Og netop fællesskabet fremhæver Dorthe som særligt positivt. Fx får hun nogle gange grøntsager med hjem, som hun slet ikke ved, hvordan hun skal tilberede. Men i fødevarefællesskabet er der altid et medlem, der har nye forslag til, hvordan grøntsagerne kan tilberedes. Medlemmerne inspirerer hinanden og bidrager desuden til et engagerende og positivt fællesskab, hvor man også er gode til at hjælpe hinanden med at tage en vagt, hvis man bliver forhindret.

SE OGSÅ  Brundby Rock Hotel på Samsø – et levende stykke musikhistorie

I fødevarefællesskabet forventes det, at man deltager med en vagt cirka én gang om måneden. Er man forhindret på grund af helbred eller livssituation, er det muligt at være medlem uden vagter mod et tillæg. Det bærende princip er dog fællesskabet. Foreningen er desuden i vækst og har på det seneste forsøgt sig med flere nye aktiviteter, bl.a. politiske events, som sætter fokus på madpolitik og miljøbevidsthed.

“Du skal altså lige smage de her jordbær, inden du går,” siger Dorthe. “De er helt fantastiske.” Og hun har ret. Fuldmodne, sødmefulde og fulde af sommer. Der er noget over at acceptere årets gang og vente på sådan en mundfuld, til den er i sæson.

Jeg går derfra og tænker, at jeg da vist hellere må se, om der også er et fødevarefællesskab i mit lokalområde, som jeg kan blive medlem af.

Læs mere om Københavns Fødevareselskab

Det kan være lidt svært at finde pris og betingelser, men tag et grundigt kig – ikke under ‘Bliv Medlem’, men klik på ‘Produkter’ under fanen ‘Medlemskaber’, så finder du måske det, du søger. Københavns Fødevareselskab er jo ikke sat i verden til at lave hjemmesider, men til at give dig lokale økologiske fødevarer. Et kæmpe high five til Københavns Fødevareselskab fra os på Nexuz.

Læs mere og find dit nærmeste uddelingssted på Københavns Fødevarefællesskab.

 

Rikke Pedersen
Rikke Pedersen
Forfatter på Nexuz.dk - Associate Head of Internationalization ved Professionshøjskolen København. Uddannet sociolog fra Aalborg og Københavns Universitet. Næstforkvinde i LevLivet.org. Rejselysten og på udkig efter nye og mere bæredygtige rejseformer.
RELATED ARTICLES
spot_img

Nexuz Nyt

Få månedlig inspiration til et sundere, gladere og mere bæredygtigt liv.

(Ingen spam – du kan altid afmelde dig)

SENESTE