At spise mad i sæson
Du har sikkert hørt det før:
Spis mad i sæson
Det lyder sundt, bæredygtigt og fornuftigt, men hvad betyder det egentlig i praksis? For der er gode grunde til at en sæsonbaseret tilgang til indkøb og madlavning, også selv om supermarkedet alligevel altid har tomater, jordbær og asparges på hylderne!
Her får du et blik ind i, hvad det vil sige at spise i sæson, og hvorfor det ikke handler om afsavn, men om smag, variation og forbindelse til årstiden.
SE OVERSIGT OVER GRØNTSAGER I SÆSON ALLE ÅRETS MÅNEDER NEDERST I ARTIKLEN
Sæsonmad er mad, der følger naturens rytme
At spise sæson mad betyder kort sagt, at du spiser de råvarer, der naturligt modnes og høstes i dit lokalområde netop nu. I stedet for at købe agurker dyrket i opvarmede drivhuse i januar, vælger du måske rodfrugter, grønkål eller æbler, som allerede findes i jorden eller på lager herhjemme.
Der er i Danmark fx en hvid asparges sæson, rødbede sæson, jordskok sæson, hokkaido græskar sæson. Altså en særlig grøntsags sæson for vores specifikke klima. Når du vælger mad i sæson, så er der kort afstand fra jord til bord.
Det handler om at støtte lokale og naturlige cyklusser ved at sige ja til variation i stedet for at forsøge at spise det samme året rundt.
Smagen er bedre – og det er ikke bare noget, vi siger
Grøntsager og frugt smager ganske enkelt bedre, når de er i sæson. De har fået lov til at modne i deres eget tempo, og de har ikke rejst tusindvis af kilometer for at nå frem til dit køkken.
Et dansk jordbær i juni smager af sommer og sol og er rødt hele vejen igennem bærret. Et jordbær fra tyskland i februar er nok rødt udenpå, men smagsløst og hvidt indeni. Du har sikker prøvet at snuppe en tomat fra friland eller en tantes drivhus hen på sommeren, hvor der står en saltbøsse klar i drivhuset til en himmelsk mundfuld af solmodnet tomat.
Når du spiser i sæson, får du smagen af det tidspunkt på året, du står i.
Sæson mad er godt for både klima og pengepung
Sæsonråvarer er ofte billigere, fordi de er i overflod på høsttidspunktet og ikke kræver ekstra energi til opvarmning, opbevaring eller transport.
Samtidig er klimaaftrykket lavere, når du vælger råvarer, der dyrkes tættere på og uden brug af kunstig opvarmning. Du sparer altså CO₂ – og får samtidig bedre smag og flere penge til overs.
En langsommere og mere sanselig måde at spise på
Sæsonmad tvinger dig ikke til at undvære – men til at opdage. Den får dig til at lægge mærke til, hvad der vokser nu. Hvilke farver, dufte og teksturer der fylder markedet i maj, september eller december.
Du får variation, rytme og små glæder: De første nye danske kartofler. De sidste blommer. En overflod af ramsløg eller brombær. Det er mad med årstidens aftryk.
Sådan kommer du i gang
Du behøver ikke omlægge hele din kost. Bare begynd med at spørge dig selv: Hvad er i sæson lige nu?
Du kan:
- Kigge på grøntafdelingen og vælge det, der ser mest frisk og lokalt ud
- Besøge et grøntmarked eller en gårdbutik og lade dig inspirere
- Lave en lille liste over dine favorit-råvarer for hver årstid til ophæng på køleskabet
- Prøve én ny sæsonvare hver måned – og finde din egen måde at bruge den på
Oversigt over grøntsager i sæson i sæson i Danmark – måned for måned
Januar
Grønkål, hvidkål, rødkål, pastinak, gulerod, jordskok, selleri, porre, æble (lagret)Februar
Som januar – plus rosenkål, rødbede, kartoffel, løg og vinterpærerMarts
Rester af vinterlagring: kål, rodfrugter, porre, løg, æble – de sidste af vinterens råvarer
April
De første spæde rabarber, spæde salater i drivhus, forårsløg, spinat og radiser
Maj
Asparges, nye løg, rabarber, spæde gulerødder, salat, ærter og radiser
Juni
Nye kartofler, jordbær, blomkål, agurk, tomater (drivhus), ærter, squash, bønner
Juli
Blåbær, ribs, hindbær, kirsebær, agurk, tomat, squash, salater, broccoli, majs
August
Æbler, pærer, blommer, tomat, agurk, majs, bønner, løg, gulerødder, spidskål
September
Græskar, æbler, pærer, blommer, porre, grønkål, hokkaido, rødbede
Oktober
Jordskokker, selleri, græskar, rødbede, pastinak, hvidkål, æble, nødder
November
Alle former for kål, rodfrugter, løg, æble (lagret), pærer, porre, svampe
December
Rosenkål, grønkål, rødkål, hvidkål, selleri, pastinak, porre, æble, rødbede