Østrup Turridning på Sydfyn er ikke et ridesportssted. Det er et sted, hvor Dorte og John i mere end 25 år har opdrættet og plejet en flok islandske heste og skabt ruter gennem et af Danmarks smukkeste landskaber — Svanninge Bakker og det Sydfynske Øhav. Her kan du opleve turridning på islandske heste gennem natur, der får dig til at glemme alt andet.
En smuk junieftermiddag krydsede fire gamle hestepiger fra Sjælland Storebæltsbroen. Vi var tidligt på den og landede helt efter planen ved Østrup Turridning lidt i tre. Vi havde booket en “Vikingetur” — en weekend i sadlen gennem skov, strand og marker med overnatning undervejs.
Over mark og sti
Dorte udvælger selv sine guider med omhu, og vi var så heldige at skulle tilbringe hele weekenden med Maria, som siden barnsben er kommet på Østrup. Nu var Maria næsten færdiguddannet sygeplejerske og styrede med sikker hånd både iltre heste og besøgende igennem skov, strand, vand og marker. Hun valgte den hest til os, som bedst matchede vores vægtklasse, temperament og rideevner. Min hoppe hed Svartla og havde en mørk og frodig manke, der flagrede i vinden.
I høj solskin skridtede vi på rad og række ud af gårdspladsen. Vi startede med at passere en af Fyns største bindingsværksgårde i hvidt og sort, og efter dette historisk smukke startskud var vi snart dybt inde i skoven.
Arbejde, stress og hverdag kom hurtigt på afstand og forduftede helt efter den første karakteristiske tölt (en jævn og karakteristisk gangart, som islandske heste er kendt for) ad en snørklet skovsti. Kort efter fulgte en galop stejlt op ad bakke til en fantastisk udsigtspost. Vi gjorde stop og holdt vejret i benovelse over den 360 graders udsigt ud over sydfynske bakker dækket af frodige danske marker ned mod Helnæs Bugt og det Sydfynske Øhav.
Fredagens tur endte i Falsled, hvor vi to og to majestætisk tøltede ind igennem byens smukke gader og endte ved den sagnomspundne Falsled Kro, hvor hestene skulle græsse for natten. Vi selv skulle bo på nabogårdens smukke bed and breakfast, hvortil vi fik leveret sommermad, som hurtigt kunne tilberedes og efterfølgende spises med udsigt over vandet.
Historiske bygninger og en overflod af natur
Efter lækker morgenmad startede lørdagen for de modige med en svømmetur på hesteryg. Mens vi klamrede os til den store islandske hårpragt, sprang hestene frem i vandet og svømmede afsted i, for os, uvante bevægelser. Vi lo og skreg som små børn, der bliver kastet i bølgen blå for første gang, og tænkte at det var længe siden, vi havde været på dybt vand på dén måde.
Og så gik det igen over stok og sten, over mark og sti. Op ad bakke, ned ad bakke og forbi smukke gamle landsteder, som satte fantasien i gang om alt fra villa villakullaer til herremænd og fruer og glorværdige fortider. Ved frokost holdt vi pause omkranset af store gamle træer. Hestene fik skygge, og vi tog en lur i solen og hvilede de allerede godt brugte ben og balder.
Ømme balder og et strejf af lykke
Lørdag aften blev rolig. På en altan med udsigt over hestene nød vi aftenens sidste solstråler til et enkelt glas vin og faldt herefter hurtigt i søvn. Efter en hel dag i sadlen var vi godt brugte på den måde, som storbymennesker efterhånden sjældent oplever.
Søndagens ridt tog ikke hensyn til brugte ben og ømme balder. Der var lagt an til yderligere fem timer i sadlen. Overraskende nok kom de ømme muskler hurtigt i gang igen.
Denne dag førte os gennem nyt og varieret terræn, blandt andet forbi herregården Holstenshuus. På vejen forcerede vi bregner, der gik hestene til livet, og vi følte os som opdagelsesrejsende i en dansk jungle, som vi slet ikke vidste eksisterede. Til frokost betrådte vi en bæk, som gav vand til hestene og den lifligste baggrundsmusik til vores medbragte mad.
Først om eftermiddagen, mens skyerne for første gang den weekend dramatisk samlede sig over os, nærmede vi os igen Dorte og Johns smukke gård.
Hvem kunne tro, at vi kun havde været afsted siden fredag. Vi var blevet ført tilbage i tid, ud i landskabet, ind i naturen, hjem til hestene og os selv.
Siden gik der en uge, før de ømme muskler fortog sig, men den smukke weekend sidder for altid i hjertet.
Skoleleder Steen Chr. Knutzen kender følelsen og skriver på Østrup Turridnings hjemmeside:
“Sidste sommer var jeg i Italien og lejede en Ferrari. Det var en drengedrøm og en utrolig fed oplevelse. Dog kunne det slet ikke måle sig med oplevelsen af at galopere på hesteryg i de smukke Svanninge Bakker.”
Naturen har få konkurrenter. På hesteryg slår biologiske hestekræfter de tekniske.


