På Samsø ligger et særligt hotel, hvor tonerne flyder, historierne lever, og stemningen emmer af nostalgi og kærlighed til livet. Vi tog på weekendtur til Brundby Rock Hotel – og blev forelskede i både stedet og ølivet.
Dér står de så, hotelejere Rasmus og hans mor Turid “Guf” Hanevold Nielsen – og smiler venligt til kameraet – med det blomstrede tapet som bagtæppe. Hertil vist et billede af Birthe Kjær i passende rød kjole og den store krukke med de lækre sprøde peanut cookies på disken, som frister konstant.
En weekend med hygge, stemning og musik
I mange år har jeg hørt historier og fortællinger om det legendariske Brundby Rock Hotel på Samsø. Nu skulle det opleves. Med Nexuz’ skribent Rikke Pedersen var weekendplanen klar og forventningens glæde i top.
Afsted med færgen fra henholdsvis Kalundborg og Hou – et glædeligt gensynsmøde og så afsted mod Brundby. Vi tjekkede ind på det legendariske Brundby Rock Hotel fredag eftermiddag – med hele weekenden foran os. To gamle veninder, altid klar til at fejre livet og venskabet – og nu også en levende legende: Det gamle badehotel i Brundby.
Efter vi var flyttet ind i haveværelset ‘Solsikken’, havde drukket kaffe og nydt et par sundowners i udestuen, gik vi en lille tur i Brundby – en by, hvor du hurtigt når byskiltet igen.
Så vi fandt en udkigspost og spadserede lidt i hotellets smukke have. Herefter var der middag i hotellets udestue. Hotellet var fuld belagt for weekenden. Der var god stemning, og personalet både venligt og opmærksomt.
Hen på aftenen landede vi i slyngelstuen i godt selvskab med nogle af husets øvrige gæster til gode snakke og udvekslinger af livsbetragtninger. Personalet sagde godnat ved midnatstid – og så var der høflig selvbetjening resten af aftenen. Aftenen gled over i nat, og vi landede trygt i vores lille havehus.
Samsø rundt og koncert til dessert
Stadig lidt søvnige stak vi hovedet ud i haven og mødte denne smukke bakke. Ahh – lige det man trænger til efter en sen aften. Kaffe med grøn havestemning sparker blidt gang i dagen – og vi havde en musikdag i sigte.
Havekaffen var så hyggelig, at vi næsten missede morgenmaden. Tilbage til udestuen – eller hvad den nu kaldes af husets folk. Vi elskede udestuen med det smukke grønne bagtæppe af blomstrende kastanietræer, hjerter og buske.
Her hyggede vi videre med kaffe og dertilhørende. Min medkompagnon var så imponeret over, at de blødkogte æg var kogt til perfektion, at hun måtte finde en at rose for det.
Mætte tog vi afsted på tur i det fantastiske samske grønne landskab. Trods meteorologers pessimistiske forudsigelser fik vi storartet vejr til byture, shopping, et besøg hos Mads’ distilleri, den Gule Parasol, frokost på Købmagergården i Nordby, vandretur på nordspidsen og marguritrute langs kysten ned til Ballen.
Seks timer senere er vi tilbage i haven fulde af indtryk fra fantastisk natur, gode historier og samtaler med de imødekomne samboere. Vi ved nu, at landbetjenten hedder Puk samt hvornår hun spiller badminton hver uge – hvis det af forskellige årsager skulle være nyttig information.
Vi bliver for nu på Rock Hotellet, hvor vi igen lander i haven til en sun-downer inden middagen. Uden for vores haveværelse findes der nemlig en lille terrasse, og det er det perfekte sted til at lade roen finde sit lejde i eftermiddagssolen til den gamle kats mjaven og fuglefløjt.
Men vi kan ikke trække den længere – vi gør os klar til aftenens tre-retters. Alle borde i de tre restaurantstuer er besat af glade hotelgæster. Stemningen summer af liv og forventning til aftenens koncert. Vi nyder et godt måltid og ser gæster uden for hotellet begynde at strømme til. Det er tid til at gå i koncertsalen og finde en plads.
For nu hedder det jo Rock Hotellet. Og på rockhotellet, der hører man jo – ja, musik. Og høre musik, det kan du intet mindre end imponerende 50 gange om året – og de fleste navne kender du!
Lyset dæmpes og Mike Andersen slår i strengene
Koncertsalen er nu fyldt til bristepunktet fra scenekant til bagvæg. Vi er imponerede over praktikaliterne i deres stole og bordopsætning – det har jeg aldrig set før – stole og borde stillet på rækker i blandt hinanden med mellemrum, så de som ikke har bord ved siden af sig har bord i rækken foran sig osv. Virkelig smart (nørd-betragtning, I know!).
Vi gik old-school med Irish Coffee – Anette havde lovet at købe flødeskum. Og det havde hun selvfølgelig husket.
Så dæmpes lyset, og den summende lyd af 190 mennesker, der taler, bliver til stilhed. Endelig står han der. Mikkel Dybdal Andersen fra Rødekro, der som 12-årig blev forelsket i sin guitar. Han nævner noget om et break-up, og et splitsekund bliver jeg bekymret. Men nej, vi bliver ikke trukket uheldigt med til skilsmisse-alteret. Tværtimod. Vi er topunderholdt af nerve og musikalitet fra start til slut – kun afbrudt af en lille pause, hvor der hentes nye forsyninger og strækkes ben i haven.
Søger du overnatning eller musik på Samsø – så led ikke længere
Det er med den varmeste anbefaling, jeg fortæller om besøget på Brundby Rock Hotel. Måske har du allerede været her mange gange. Du går rundt i stuerne, kigger på billederne og synker ned i den gamle lædersofa. Og tanken strejfer: “…hvis denne sofa kunne tale – så ville der være røverhistorier!”
Ved tjek-ud, fik jeg nysgerrigt spurgt Rasmus, hvordan de dog mestrede at fylde hele salen til bristepunktet midti maj – på Samsø…det kan være svært for spillesteder i Aarhus! Og det var ikke mindre imponerende med viden om, at kun ca. syv-ti procent af koncertgængerne var fra Samsø.
Her må jeg bare sige – hatten af for det community og den fælleskab Guf og Rasmus har skabt omkring Rock Hotellet. Det er der ikke mange, der kan matche. Musiklivet er noget særligt her og Rasmus er uhøjtidelig om den ild, der brænder i ham om at skabe gode rammer for gæster, men i særlig grad også for musikere, som efter sigende er virkelig glade for at spille på Rockhotellet.
Hvis forholdet er dårligt på fastlandet, så er det nok også dårligt på Samsø!
Og ølivet er bestemt noget særligt. Meeen, som Rasmus rådgav: Hvorom Samsø er et skønt sted at bo, så skal man skal ikke flytte til Samsø for at redde sit forhold. Hvis forholdet er dårligt på fastlandet, så er det nok også dårligt på Samsø. Det griner vi af, og jeg tænker han har hørt mange historier i den retning. Det lod vi ligge og vi takkede af for en virkelig skøn weekend.
Vægge og inventar nærmest taler til dig på Brundby Rock Hotel
Imens vi går ud – forbi de utallige billeder af musikere, der har spillet og sunget lige her – så jo, jeg ville godt have været med, da Guf transformerede stedet fra forsømt badehotel til rock hotel og sammen med bl.a. Poul Krebs realiserede drømmen om et spillested på Samsø…Hér har mange mennesker festet og hygget sig…det fornemmer man tydeligt.
Her har mange musikere, ikke mindst, udtrykt sig – lige fra Bent Fabricius-Bjerre, Søren Huss, Sonja Hald, Jokeren, Coco O., Rasmus Walter, Bisse, De Eneste To, Michael Falch, Michael Learns To Rock, Big Fat Snake, Søs Fenger, Lis Sørensen, Julie Berthelsen, Kim Larsen, Sebastian, Thomas Buttenshøn til Big Fat Snake, TV 2, Tue West, Kim Sjøgren, The Animals, Marie Frank, Savage Rose og mange mange flere…og så selvfølgelig Poul Krebs, som du fortsat kan høre i haven. Der er mange grunde til at besøge Brundby Rock Hotel.
Tak Rasmus og Guf – og tak for kærlig betjening Jan og Anette. Tak for en skøn weekend. Vi ses næste gang.
Har du ikke været på Brundby Rock Hotel endnu, er det måske på tide. Og har du, så ved du, hvad vi mener.